På Terceira finder du havnen, hvor de tungt lastede skibe med krydderier fra Østen eller guld og sølv fra Amerika tidligere ankrede op. Byen bringer os tilbage til det 17. og 18. århundrede. Landskabet domineres af de grønne græsmarker med silhuetter af det sorthvide kvæg. De hvide huse er omkranset af et blomsterflor, og golf spilles mellem sjældne træer bragt hertil fra Japan. I folkefesten er den kåde ungdoms leg med tyren en gammel skik.
Former, farver og duft er det mangfoldige billede af øen Terceira. Her mødes fortid og nutid, hvilket gør ferien uforglemmelig.
Angra do Heroismo, et verdensmomument på Terceira
Angra do Heroismo er et fornemt eksempel på en by af europæisk byggestil i det 16. århundrede – midt ude i Atlanterhavet. Dette har givet den en plads på listen over verdens historiske monumenter. Byen er præget af tidligere tiders arkitektur, oplevet i kirker, palæer, museer og det imponerende fæstningsværk, der er bygget for at beskytte havnen mod piraternes angreb.
Mættet af de mange indtryk i Angra do Heroismo er det værd at opleve Praia da Vitoria, den gotiske kirke i Sao Sebastia, der er rejst af de første bosættere, samt paladser, kirker og kapeller på andre lokaliteter såsom Sao Carlos, Fontinha, Sao Bras og Lajes.
Vandre, opleve…spille golf
Terceira er ikke alene historie og monumenter; her er også smuk natur, der kan friste de vandrelystne til vandreture mellem blomstrende marker eller langs havet. Oplev Caldeira de Guilherme, et vulkansk krater med en bredde af 15 km og grotter hvis vægge består af lava og basalt.
For golfspillere findes en bane med 18 huller, der er en værdig prøve. For sportsfiskere er rigdommen på fisk et rent paradis. Der er udgangspunkter på øen for windsurf, dykning og sejlsport. Som erstatning for strande er der svømmebassiner udhugget i klipperne, så der er stadig mulighed for et forfriskende bad.
Der er altid fest på Terceira
Fra maj til september er Terceira stedet for farverige folkefester, der er de traditionelle fester for helgener, og den specielle tyrefest. Hertil kommer, at det er højsæson for bryllupper, der oftes fejres i dagevis.
Fest betyder god og rigelig mad og drikke, og det lokale køkken, hvor duftende og velsmagende retter tilberedt af blæksprutte ofte indgår i menuen, er kendt og værdsat. Desserter er himmerigsmundfulde og måltidet ledsages af de herlige vine fra Biscoitos.
