Om São Miguel
Rejsemål

Om São Miguel

Udgivet d. 31. januar 2011 | 0 kommentarer

Betagende smukke indsøer og en livlig by, men også de store vidder med ro og stilhed i det grønne. Kirker og paladser, samt museer, der gemmer historiens skatte. Golf, vandring, cykling, ridning eller den enkle nydelse af soltimer på stranden. Alt dette er facetter af en ø, der er et feriested for både kultur- og naturelskere samt for sportsudøvere.

Vulkanske indsøer på São Miguel

Først og fremmest er det søerne, der betager og fryder. Eksempelvis Sete Cidades, der er farvet som en levende akvarel – med blåt og grønt som palettens dominerende farver – og hvor eventyr om ulykkelige prinsesser og tabte riger lever. Oplev dramaet af ild indrammet af lava og hav, vulkanske kilder, vandspejle, der virker som en del af et eventyr, hvortil det gotiske spir på et kapel også hører med.

Dernæst følger Vale das Furnas, en frodig have i dybet af et enormt krater, hvor eksotiske tropiske planter vokser side om side med flora, der hører køligere himmelstrøg til. De varme kilders kogende damp lader os ikke glemme øens vulkanske oprindelse.

Et besøg kan afsluttes med et visit på Europas eneste teplantage, nydelsen af landskabets mangfoldighed, de friskgrønne græsmarker med drøvtyggende kvæg, blomster og atter blomster samt altid den fantastiske udsigt over land og hav.

Ponta Delgada – en charmerende by

Panoramisk beliggende over en bred bugt er Ponta Delgada hjertet i turisternes São Miguel. Museer, monumenter og historiske gader med hoteller, restauranter og forretninger forenes i en skøn blanding. Lystbådehavnen gæstes af sejlere fra hele verden, og natten er således oftest farverig og underholdende.
På den modsatte side af øen, i Ribeira Grande, rummer kirken Arcano en mytisk hemmelighed og Lagoa, Nordeste og Povoacao erindrer om de første besætteres ankomst. Øens første hovedstad var Vila Franca do Campo, og denne indgår, ligesom alle de ovenfor nævnte steder, i den spændende rundtur i øens historie.

Aktiv ferie for enhver smag på São Miguel

To golfbaner anlagt mellem blomsterhække, iagttagelse af fuglelivet, sjældne planter, vulkanske aktiviteter, organiseret undervandsdykning med formålet at studere undersøiske landskaber og fiskeliv. Bløde sandstrande, der indbyder til afslapning og en dukkert i havet, som er behageligt opvarmet af golfstrømmen, men også mulighed for udfordringer i bølgerne på surfbrættet. Andre muligheder for oplevelsesrige feriedage på São Miguel er tennis, ridning, sejlsport og sportsfiskeri på det åbne hav.

Indkøbsture og bordets glæder

Du møder mange fristelser på din rejse. Eksempelvis den blåmalede keramik, de kønne lervarer fra Vila Franca do Campo, de fineste håndbroderier og kurvevarer, der alle er eksempler på en gammel kunsthåndværktradition. Hjemme fra ferien forvandles de til skattede minder fra São Miguel.

Hvem vil glemme smagen af en lækker kødgryde tilberedt over en vulkansk varm kilde? Eller de friske fisk og skaldyr serveret grillstegt eller tilberedt efter nedarvede opskrifter?
Til bordets glæder hører også den søde og duftende ananas, eller måske en dessert fra de gamle klostres opskrifter ledsaget af en frugtlikør. Hvert måltid bliver en erindring.

Skriv en kommentar