Tag din Harley med til Portugal næste sommer
Udgivet d. 29. juni 2011 | 2 kommentarerCascais i Portugal skal næste år mellem den 12. og 17. juni være vært for et stort europæisk træf for Harley Davidson motorcykelister, hvor det forventes at 10.000 motorcykelister vil samles.
Nyheden blev offentliggjort af Carlos Leitão, en af arrangørerne af Portugals nationale Harley Davidson træf, som afholdes i disse dage i nærheden af Campo Pequeno i Lissabon med deltagelse af mere end 150 af de amerikanske motorcykler. Det nationale træf har været en årligt tilbagevendende begivenhed siden år 2000 og repræsenterer den største Harley Davidson samling i Portugal med deltagere fra hele landet.
Harley Davidson er en livstil
“Der er bliver flere og flere Harleys i Portugal, og hvert år har vi flere deltagere,” sagde Leitão i forbindelse med meddelelsen om det store europæiske træf næste år.
At køre Harley Davidson motorcykel er en livsstil. “Det er glæden ved at køre, normalt i en gruppe uden at have travlt. Det handler først og fremmest om fællesskabet med vennerne og om at slappe af. Det er en oprørsk ånd, som hjælper os til for en stund at undslippe kontorlivet,” siger Carlos Leitão.
Motorsport på Lissabonkysten
Cascais ligger ca. 30 kilometer vest for Lissabon og er kendt som et af Lissabonkystens mest yndet rejsemål for portugisiske og udenlandske turister på bade- eller golfferie.
Motorsport er ikke nyt for området, da der i nabobyen Estoril ligger en berømt racerbane, som afholder mange berømte løb, og hvor man også selv har chancen for at opleve adrenalin-kicket ved selv at have foden på speederen.


Der er skrevet 2 kommentarer