Flere rejser igen til Portugal
Udgivet d. 28. juni 2011 | 0 kommentarerNye rejsetal viser at efter en lille nedgang sidste år i antallet af turister, vælger flere i år at rejse til Madeira og Algarve på ferie.
Flere skibe til Madeira
Ifølge havnemyndighederne fik Madeira således besøg af 151 skibe i årets første fem måneder, hvilket var 14 mere end samme periode sidste år.
Madeira er populær blandt krydstogtskibe, som normalt lægger vejen forbi den grønne ø på deres vej mellem Caribien og Middelhavet. Det estimeres at Madeira hvert år besøges af 300.000 krydstogtspassagerer.
Der er samtidigt også kommet flere flyrejsende til Madeira i år (9 %) i forhold til sidste år, hvor blandt andet askeskyen betød en nedgang i flyturismen. Hvor krydstogtsrejsende oftest kun besøger Madeira én dag, opholder de flyrejsende sig i gennemsnit 6,5 dage på øen.
Algarve på vej op igen
Væksten i antallet af turister på Madeira (16,5 %) overgås kun af Algarve regionen på hovedlandet, som i år har oplevet en vækst på mere end 34 % i overnatninger i april sammenlignet med samme måned sidste år.
Trods Algarves popularitet er området ikke dyrt med en gennemsnitlig værelsespris på €23 per nat sammenlignet med €43,80 i Lissabon og €34,60 på Madeira (ifølge det Nationale Institut for Statistik i Portugal).
Det er især de brasilianske, spanske og britiske turister som i højere grad har kastet deres kærlighed på Algarve, og givet regionen fremgang.
