Douro
Douro / Mad og vin

Douro

Udgivet d. 28. september 2010 | 0 kommentarer

Douro er virkelig mindst én rejse værd. Området udgør en fantastisk cocktail af svimlende smukke naturoplevelser samt ro og harmoni, da Douro endnu ikke er overrendt af turister. Endvidere byder Douro på fantastisk interessante vine, hvoraf mange befinder sig i den absolutte verdensklasse. Set med nordiske øjne er det forholdsvis billigt at rejse rundt i Portugal – og også i Douro.

Overnatning i Douro

Du finder værelser til en rimelig pris, og vil du forkæle dig selv, skal du overveje at bo på en Pousada. I Douro-området er der flere at vælge mellem. Vil du på hotel, kan vi anbefale Hotel Vintage House og ønsker du at bo på en quinta er Casal de Loivos er godt valg. Rejser du til Douro i perioden april til september, er det altid en god ide at bestille hotel i forvejen, da udvalget af hotelværelser er meget begrænset i Douro.

Maden i Douro

Maden i Douro spænder vidt. Hvad kan være bedre end at sidde en efterårsaften og nyde et måltid med vildt kød og kastanjer ledsaget af en pragtfuld rødvin? Her er desuden mange desserter lavet med æggeblommer og sukker. Der er tale om traditionelle retter, som også har deres oprindelse i vin-erhvervet. For tidligere brugte man æggehvide til at filtrere og klare vinen med, hvilket efterlod en stor mængde æggeblommer. Disse skulle naturligvis ikke gå til spilde, hvorfor de i forskellige former havnede på middagsbordet, og da ikke mindst som desserter. Et hyggeligt islæt i det portugisiske køkken er alle de små-retter, som plejer at indlede måltidet. Små fåreoste, hvis indhold serveres med ske, Pata Negra-skinke, oliven, tunfiskemousse, marinerede blæksprutter osv. Listen kan gøres uendelig. Her følger til orientering nogle restauranter, der skaber nydelse for deres gæster.

Vintage House: Lugar da Ponte i Pinhao, ligger i hjertet af Douro-dalen med alle de spændende vinhuse inden for rækkevidde. Hotellet Vintage House har et udmærket køkken med international tolkning af portugisisk mad samt et fint vinkort. Desuden har de også gode værelser.

Varanda da Regua er nabo til den berømte vingård Quinta do Côtto. Her spiser man udsøgt og drikker lokale vine af højeste kvalitet.

Casa de casal de loivos: Ca. 7 km nord for Pinhao ligger denne 1600-tals gård med en helt fantastisk udsigt over Dourodalen. I 1989 påbegyndte man en renovering, som tog hele 30 måneder at gennemføre. Her er kun seks værelser, en spisesal med åben pejs og en swimmingpool til husets gæster.

Hvis du er interesseret i en rejse til Douro, kan du læse mere om rejser til Douro hos PortugalBureauet, der er Danmarks førende ekspert i rejser til Portugal. Det er også PortugalBureauet, der står bag Portugalinfo.

Skriv en kommentar