Portugisiske håndmalede kakler – Azulejos
Udgivet d. 19. januar 2011 | 0 kommentarerKakler hedder på portugisisk Azulejos. Ordet stammer fra arabisk azzelij eller al zulaiju, der betyder lille poleret sten og var udtrykket for lille byzantinsk mosaik-sten. Portugisiske Azulejos findes verden over, og vidner om hvor den portugisiske kultur og historie har sæt sit præg.
Det er i Portugal, at håndmalede kakler har udtrykt den største udvikling i form af originalitet og funktionalisme gennem historien. Brugen af kakler i Portugal har distanceret sig fra at have en udsmykningsfunktion og har i stedet haft en mere kompleks rolle – som fx ved at åbne lukkede arkitektoniske rum ved at skabe en spændende dynamik med skrå linjer og figurative kompositioner ved brug af perspektiv.
Inspiration fra Spanien
Efter en rejse til Sevilla og Granada i slutningen af det 15. århundrede, var kong Manuel den I. så betaget af de vidunderlige spansk-mauriske kakler, at han besluttede sig for at tage eksemplarer og kunstnere med til Portugal. Kaklerne blev flittigt brugt i Palácio da Vila i Sintras udsmykning, der dengang var den kongelige sommerresidens. Her kan man beundre nogle af Portugals ældste eksemplarer i bl.a. slotskapellets mosaikgulv samt i slottets forskellige værelser. Produktionen voksede hurtigt med efterfølgende udvikling af forskellige teknikker.
Kaklernes udbredelse og funktion
Med Portugals opdagelsesrejser breder kaklerne sig til kolonier i Atlanterhavet, Afrika, Brasilien og Asien. Anvendelsen udvider sig da fra kongelige slotte, klostre og kirker (16. – 18. årh.) til private- og statslige ejendomme, facader, banegårde, skoler, køkkener, mv. Udover kaklernes dekorative funktion, var de også meget funktionelle, da de også er meget hygiejniske, holdbare og næsten ikke kræver nogen vedligeholdelse.
Portugisisk kakkel-kunst blev en billig måde til at berige arkitekturen med visuelle og funktionelle funktioner og karakteristik. Kaklerne giver udtryk for økonomiske op- og nedture i Portugals lange historie, og afspejler udviklingen af en meget speciel kreativ malerkunst, og betragtes som en af de mest originale portugisiske kulturfortolkninger.
Historien kommer til udtryk i kaklerne
Portugal er et levende museum, hvad angår kakler. Som en åben bog kan man beundre smukke håndmalede og glaserede kakler fra forskellige perioder, der beklæder indvendige og udvendige vægge på næsten alle monumenter og trappegange, men også moderne bygninger, metrostationer, restauranter, forretninger, mv. Kakler og portugisisk kultur er uadskillelige.
I Lissabon kan man fordybe sig i kaklernes udvikling i Portugal ved at besøge Lissabons Kakkelmuseum, beliggende på Convento da Madre de Deus. Her lærer man om produktionstekniker helt tilbage til det 15. århundrede samt lærer en del af Portugals historie ved at studere de smukke paneler, der udførligt beskriver episoder af Portugals og byernes historie, religiøse handlinger, eventyrer, mv., som var der tale om datidens illustrerede dagblade.
