Det eventyrlige Portugal er ikke meget kendt af gennemsnitsdanskeren. Man kender måske sydkysten, Algarve, med dens badestrande, og Atlanterhavsøen Madeira. Men det portugisiske hovedland er et land med mange og overraskende kulturminder, god mad og vin og venlige mennesker.
Lissabon
Lissabon er en af Europas smukkeste byer, med en helt usædvanlig beliggenhed, hvor de nyere bydele er præget af flot anlagte boulevarder, mens de ældre har snævre middelalderlige gader som sporvognene snor sig op ad.
Portugals arkitektur og folklore
Flere rigdomsperioder, i 1500–tallet og i 1700-tallet, har præget Portugal med en spændende og malerisk arkitektur – og portugiserne elsker også i dag at udsmykke deres bygninger på en original måde. Landet har modtaget kulturelle påvirkninger fra både maurere, spaniere, franskmænd, englændere og hollændere, men har formået af disse mange kulturpåvirkninger at skabe en helt speciel europæisk kultur, som stadig er spillevende. Også folkloren er rig – således som man oplever det ved sangfesterne og Fado-musikken.
Portugals vin
Vinmæssigt er Portugal først og fremmest kendt for portvinene, som simpelthen har navn fra den by i Nordportugal, som også har givet hele landet navn, Porto. Men derudover frembringes der fremragende rød- og hvidvine. Køkkenet er raffineret, og præget ikke mindst af fiskeretter. Man mærker i høj grad, at Portugal er et atlantisk land.
Portugal – opdagelsesrejsernes land
Portugal er som Danmark dybt afhængigt af havet, og portugiserne fulgte i vikingernes kølvand som opdagelsesrejsende. Det resulterede i opdagelsen af Brasilien og søvejen til Indien, og dannelsen af det verdensomspændende portugisiske kolonirige, som først styrtede sammen i 1970’erne. Det har præget landet meget, og netop sammenhængen med de tidligere kolonibesiddelser i Amerika, Afrika og Asien spiller en stor rolle for den portugisiske identitet. Dertil kommer, at portugiserne er et meget venligt og gæstfrit folk, der gerne deler deres lands kultur og traditioner med de tilrejsende. Portugal som rejseland er derfor på alle måder en positiv oplevelse.
