De første tegn på menneskelig aktivitet på Den iberiske Halvø er ældre end 700.000 år. Ibererne sejlede over Gibraltar-strædet fra Nordafrika for ca. 5000 år siden. Fra ca. 1500 til 500 f.Kr. blev det portugisiske område besøgt af grækere og fønikere samt keltere. I 138 f. Kr. blev området en del af det romerske imperium og fik navnet Lusitania.

Arabisk herredømme

I år 622 fødtes Muhammed i Mekka. Med den arabiske ekspansion de følgende århundreder bredte islam sig gennem Nordafrika. I år 711 sejlede maurerne over Gibraltar-strædet til Den iberiske Halvø. De fordrev vestgoterne, og de følgende århundreder erobredes næsten hele halvøen.

I de kristnes kamp for at fordrive araberne fra halvøen blev hertugskabet Portugal skabt i 868. Knap 300 år senere i 1139 blev en arabisk hær besejret i slaget ved Ourique af Alfonso Henriques, der som hertug af Portugal benyttede lejligheden til at gøre sig til konge i stedet, og hermed var kongeriget Portugal grundlagt.

Vejen til stormagtsstatus

Landets historie som selvstændig politisk enhed indledtes i 1000-tallet; efter erobringen fra araberne blev de nordlige dele af landet, grevskaberne Coimbra og Portucale (Porto-området), samlet i 1095 og givet som forlening til Henrik af Burgund. Hans søn Alfonso 1 Erobreren fik i ca. 1140 titel af portugisisk konge; ca. 1250 fik landet sine nuværende grænser. 1300-tallet var præget af krig med Castilien, men efter freden i 1411 indledtes opbygningen af et oversøisk imperium. Med især Henrik Søfareren begyndte det med erobringen af Ceuta i Nordafrika i 1415; herefter fulgte ekspeditioner ned langs Vestafrikas kyst og kulminerede med Vasco da Gamas færd syd om Afrika til Indien i 1407-98. I midten af 1500-tallet spændte det portugisiske koloniimperium fra Brasilien til Molukkerne. Især i Asien begrænsede portugisernes erobringer sig til et mindre antal handelsknudepunkter; det væsentlige var herredømmet over havet og handelen.

De efterfølgende portugisiske konger fortsatte kampen mod araberne, og i 1249 var den portugisiske del af generobringen af Den iberiske Halvø slut med indtagelsen af Algarve.

Portugal som kolonimagt

Takket være sin stærke tilknytning til havet udviklede Portugal en stor erfaring med dette element og blev snart kendt for at være en nation af søfarere. I 1497 sejlede Vasco da Gama af sted på en ekspedition støttet af den portugisiske konge for at finde en hurtigere rute til Indien og dermed også adgang til de eftertragtede krydderier. Han nåede til Calicut i Indien, hvilket gav Portugal den ønskede adgang til krydderimarkederne i øst. Samtidig kastedes landet ud i konkurrence med venetianske og muslimske købmænd på det eftertragtede marked. I 1519 ledte Fernando Magellan den første jordomsejling. Han overlevede dog ikke turen, men havde undervejs held til at bygge fundamentet til en portugisisk kolonisering, der i det følgende århundrede etablerede besiddelser i Brasilien, Indonesien, Indien, Mellemøsten samt Øst- og Vestafrika.

De største portugisiske besiddelser blev Brasilien i Sydamerika og det nuværende Angola og Mozambique i det sydlige Afrika. Mellem disse kolonier og Portugal foregik der i de efterfølgende århundreder en omfattende trekantshandel. Trekantshandlen blev benyttet af alle de europæiske kolonimagter og var meget indbringende. Denne form for handel gik i sin enkelthed ud på, at man fra Europa sejlede til Afrika med f.eks. våben, krudt og andre fornødenheder. For disse købte man slaver, som blev transporteret til besiddelserne i Sydamerika og Caribien som billig arbejdskraft. Frugten af slavearbejdet var f.eks. sukker og rom, som blev sejlet til Europa med stor fortjeneste.

I takt med Portugals succes som kolonimagt så andre lande også mulighederne i at vende blikket mod vest til de amerikanske kontinenter og så del i de økonomiske og territoriale gevinster. De efterfølgende århundreder lå Portugal derfor jævnligt i krig med Frankrig, England og Holland.

Fra 1580 til 1640 hørte Portugal formelt under Spanien, da man ikke kunne finde en arving til den portugisiske trone. En opstand i 1640 gjorde en ende på det spanske overherredømme, og Portugal fik igen egen konge.

Krige og konkurrence med andre kolonimagter tærede på Portugal, og det gjorde det ikke bedre, at landets største koloni, Brasilien, i 1822 løsrev sig efter en revolution. De andre kolonimagter overhalede op igennem det 19. og 20. århundrede Portugal rent økonomisk og indflydelsesmæssigt.

I efterkrigstiden blev størstedelen af de europæiske kolonier verden over selvstændige. Dette var ikke tilfældet med de portugisiske kolonier, der stadig bidrog betydeligt til landets økonomi. Først så sent som i 1975 opnåede de sidste kolonier, Angola og Mozambique efter års frihedskamp deres selvstændighed, og Portugals dage som kolonimagt var ovre.

Portugal under Salazar

I 1910 blev den portugisiske konge væltet af tronen under en revolution, og i kølvandet heraf opstod der indre uro og økonomisk ubalance. Engagementet i 1. verdenskrig på de allieredes side bidrog desuden til denne negative udvikling, og i 1926 gennemførte António de Oliveira Salazar et militærkup og indførte et fascistisk militærstyre.
Salazar udviklede Den Nye Stat (Estado Novo), hvis grundpille ar økonomisk og samfundsmæssig stabilitet. Takket være en diktatorisk styreform og et veludviklet sikkerhedspoliti opnåede Salazar sit mål om stabilitet forholdsvis hurtigt, og hans popularitet i befolkningen steg gradvist. Uddannelsesmæssigt valgte man at fokusere på de grundlæggende elementer i for af nedbringelse af analfabetisme frem for videregående uddannelser.

Det kan diskuteres, hvor fascistisk et diktatur Portugal rent faktisk var, sammenlignet med de samtidige regimer i Italien, Spanien og Tyskland. For trods visse ligheder, såsom det magtfulde sikkerhedspoliti PVDE var Salazars styre præget af en stærk kirke og en konservativ og unuanceret linje, der skilte det ud fra den innovative restrukturering af samfundet, som de tre andre fascistiske lande havde gennemgået. Desuden forbød Salazar højrefløjspartiet De Nationale Syndikalister, da han fandt for yderligtgående.

Salazar balancerede mellem de forskellige alliancer, der prægede 1930’ernes Europa og formåede at holde Portugal ude af 2. verdenskrig. Det skyldtes dels frygt for et tab af landets kolonier, hvis man tilsluttede sig Aksemagterne, og dels frygt for en tysk-spansk invasion, hvis Portugal gik over på de allieredes side. Under hele krigen forsynede Portugal dog Aksemagterne med wolfram-metal (en vigtig ingrediens i fremstillingen af tungstensstål), og de allierede fik stillet Azorerne til rådighed som flybase. Takket være sin neutralitet og sin formåen med at spille lidt på begge heste gik Portugal ud af 2. verdenskrig med en fyldt pengekasse.

I efterkrigstiden ønskede Salazar, at Portugal også skulle spille en rolle på den internatiionale scene. Hans stærke modstand overfor kommunismen og Portugals hjælp til de allierede i den sidste del af krigen medførte, at Portugal som det eneste diktatur blev medstifter af NATO i 1949. Salazars grundprincip om stabil økonomi gjorde Portugal til en af de hurtigst udviklede økonomier i efterkrigstidens Europa. Men Salazars konservative stil kostede i sidste ende landet dyrt, da Portugal som den eneste kolonimagt, trods internationalt pres, stædigt undlod at give sine kolonier deres frihed. Dette isolerede Portugal på den internationale scene og kastede landet ud i kolonikrige i Angola og Mozambique. Salazar døde i 1970 efter 42 år ved magten, og i 1975 opnåede de sidste portugisiske kolonier deres selvstændighed.

Portugal efter Salazar

 António Salazars dage som leder af Portugal fik en lidt paradoksal afslutning, da en stol i august 1968 knækkede sammen, og han slog hovedet i en sådan grad, at han blev invalid. Uden hans vidende blev Marcello Caetano indsat som ny leder, og indtil Salazars død to år senere i 1970 blev dette holdt skjult for ham. Caetano var en ultrakonservativ professor i jura. Han var kendt som en fremragende forelæser, men som politiker var han svag. Han forsøgte at lægge en blødere linie end sin forgænger ved f.eks. at tillade oppositionspartier samt at omstrukturere det frygtede sikkerhedspoliti PVDE. Disse reformer blev kun delvist gennemført, og Caetano fremstod hurtigt som en marionet for stærkere kræfter fra Salazars tidligere inderkreds, der ikke ønskede ændringer i samfundsstrukturen.

Op igennem 1960’erne havde Portugal kæmpet i sine afrikanske kolonier mod forskellige løsrivelsesbevægelser. Krigene virkede på den portugisiske befolkning i starten af 1970’erne som nytteløse, og utilfredsheden med kolonikrigene samt den politiske oppositions vækst førte i april 1974 til en militær opstand, den såkaldte Nellikerevolution, hvor venstreorienterede officerer væltede Caetanos styre med formål at indsætte en provisorisk regering, indtil frie valg kunne udskrives.

Den efterfølgende tid domineredes af tumult og interne konflikter. De nye magthavere ønskede alle en afvikling af kolonikrigene, men den efterfølgende kolonipolitik var der ikke enighed om, og mens der var interne magtkampe i Portugal, løsrev kolonierne sig en efter en, uden det portugisiske styre kunne gøre ret meget. Løsrivelserne tik stærkt, og Portugal fik snart konsekvenserne at føle på egen krop, da mere end 900.000 portugisere tidligere bosat i kolonierne vendte hjem. En masseindvandring landet ikke havde forberedt, og som influerede på det portugisiske samfund og ikke mindst økonomien i negativ retning.

I 1976 var økonomien i store vanskeligheder, og de næste ti år bragte ikke megen stabilitet. Tiden var præget af kortlivede regeringer skiftevis under socialister, socialdemokrater, teknokrater og konservative. I 1986 kunne landet dog skrive under på medlemskab af EU, og samme år blev Mário Soares som den første civilist udnævnt til præsident. Kapitalistisk orienterede socialdemokrater under ledelse af Anibal Silva kom til magten i 1987 og sørgede for økonomisk stabilitet i det sydeuropæiske land. En stabilitet der udmøntede sig i, at landet i starten af 1990’erne gik fra at være et af de fattigste lande i Europa til et land i rivende udvikling.

Ved parlamentsvalget i 1995 stemte et flertal af portugiserne for første gang siden Nellikerevolutionen på socialistpartiet PS, og Jorge Sampaio blev valgt til ny præsident. Ved valget i 1999 fik socialistpartiet og regeringschefen Antonio Guterres et nyt tillidsvotum med 113 af parlamentets 230 pladser, og de engang så magtfulde kommunister kunne i koalition med De Grønne kun mønstre 17 mandater.

2002 betød et nyt vendepunkt for portugiserne, idet escudos blev udskiftet med euro, uden at dette dog skabte de store problemer.
I 2001 led Guterres dog et meget stort nederlag, og i stedet triumferede centrum-højre partiet PSD og de konservative, der banede vej for den nye ministerpræsident José Manuel Durao Barroso.